
I sommerferien 2024 var vi for første gang på skønne Sardinien.
Det bliver HELT SIKKERT ikke sidste gang.
Turen begyndte jeg at planlægge – og booke (!!) – næsten et helt år i forvejen.
Det betød fx, at vi kunne spare en del penge på vores lejebil, ligesom vi fik mulighed for at bo steder, der hurtigt bliver udsolgt.
I dette indlæg deler jeg vores rejseplan for Sardinien og de erfaringer, som vi gjorde os på turen.
Fly
Vi fløj direkte fra CPH med SAS til Olbia og retur med Norwegian.
Jeg havde nogle point begge steder, som blev brugt til at betale noget af billetterne.
Ryan Air har også direkte flyvninger til Olbia. Mens TUI (Jettime) flyver direkte til Alghero. Jeg tror kun, det er i sommermånederne, at der er så mange selskaber, som flyver direkte til Sardinien.
Lejebil
Bilen havde vi lejet gennem https://www.autoeurope.dk/ og booket hos dollar. I Olbia lufthavn deler de udleveringsskranke med Hertz og Thrifty.
Det betyder vist i praksis, at det er dem, som har booket hos Hertz, der får den model, de har ønsket – og så får vi andre, hvad der nu lige er til rådighed. Vi havde booket en jeep, men fik udleveret en Fiat 500X.
Hvis du – som os – har planer om at besøge nogle af de mange små hyggelige landsbyer, vil jeg anbefale, at du ikke vælger en alt for stor bil.
Vejene i de gamle bydele (centro storico) er typisk både snoede, smalle og stejle.
Overnatningssteder
Vi boede tre forskellige steder på Sardinien.
Det var alle små, hyggelige overnatningssteder, som jeg varmt kan anbefale.
Vi startede med tre nætter hos Katie og hunden Gypsy i B&B La Fonda i Palau, som ligger på østkysten lige nord for Costa Smeralda.
Det er et super hyggeligt sted med kun 4 værelser – Katie sørger hver morgen for lækker morgenmad med bl.a. røræg og hjemmebagt kage.
https://www.bblafonda.com/index_eng.html



Derefter kørte vi tværs over Sardinien til Alghero på vestkysten, hvor vi boede tre nætter i Houseboat Seabreeze.
Det er den fineste, lille husbåd, som er indrettet med alt, hvad du behøver. Beliggenheden på havnen er super central i fht både strand og den gamle bydel.
TIP: Der er ikke meget opbevaringsplads. Du kan derfor med fordel medbringe din bagage i bløde tasker, så den kan skubbes ind under sengen.
https://www.booking.com/hotel/it/houseboat-seabreeze.html?aid=1636199&msockid=2d5c69da9d976faf194d7bba9cfc6eed






Afslutningsvis kørte vi igen retur til østkysten, hvor vi boede vi 6 nætter hos Giada i Suites Voce del Mare, der ligger ved Foxi Manna-stranden en lille times kørsel syd for Baunei-kysten.
Huset med de tre gæsteværelser ligger ude på landet. Her er meget roligt og kun få internationale turister. Der er en købmand i nærheden samt en lille håndfuld restauranter. Alle i gåafstand (max 2 km).
https://www.booking.com/hotel/it/houseboat-seabreeze.html?aid=1636199&msockid=2d5c69da9d976faf194d7bba9cfc6eed









Rejseplan
Dag 1
Vi fløj fra CPH 06:30 og ankom til Olbia 09:15.
Da vi havde fået vores bagage og afhentet lejebil, gik turen mod Palau.
På vejen besøgte vi Costa Smeralda med stop i:
• San Pantaleo (smuk by hvor scener fra James Bond filmen The Spy Who Loved Me er filmet).
• Spiaggia del Principe.
• Porto Cervo (som vi nok synes mest af alt mindede om et dyrt shoppingcenter med meget store både).
Om aftenen spiste vi på Ristorante Faro Palau med den flotteste udsigt til fyrtårnet. Det var vist det eneste spisested, vi besøgte i Palau og Alghero, hvor det ikke havde været nødvendigt at bestille bord.
De andre steder måtte vi vente, hvis vi ikke på forhånd havde reserveret.







Dag 2
Efter morgenmad (serveres 8-10) med hjemmebagt æblekage gik vi ned til La Sciumara stranden, hvor resten af dagen blev tilbragt.
Det er nok den strand på Sardinien, som vi har synes mindst om. Primært pga. sandet, som er ret groft – og så er havvandet også noget koldere end fx på strandene i den sydlige del af øen.
Der er en lille kiosk, hvor vi kunne købe is, drikkevarer og frokost.
To solsenge og en parasol i første række kostede 50 EUR.
De kan bookes på WhatsApp +39 339 404 8407.
Om aftenen spiste vi på Il Kalamaro og bagefter besøgte vi Mercato serale di Palau, som er det lokale aftenmarked, der opstilles på Via Fonte Vecchia.
Dag 3
Jeg sad kl. 08 klar for at booke adgang til La Pelosa stranden.
Se mere om reservation af adgang til Sardiniens strande i dette indlæg: https://rejsebloggen.com/guide-til-sardiniens-strande/
Efter morgenmad – denne dag med hjemmebagt chokoladekage – gik vi ned på havnen, hvorfra vi havde booket en heldagssejltur til La Maddalena-øerne.
Vi havde på Katies anbefaling valgt at booke en tur med North Tempest Escursioni https://northtempestescursioni.com/en/home-english/
Pris afhænger af tidspunkt på året. Vi gav 120 EUR pr person.
Inkluderet er lån af snorkeludstyr, øl, vand og snacks samt en frokost der bestod af en anretning med antipasti, pasta og vin.
På hjemturen fik vi serveret et glas Prosecco.
Vi havde en skøn dag på vandet. Undervejs gjorde vi stop ud for Isola Santa Maria og Isola Budelli samt besøgte stranden Cala dell´amore på Isola Spargi.
Selvom vi var ved Budelli, så vi desværre ikke den berømte lyserøde strand La Spiaggia Rosa.
Næste gang vi besøger Sardinien, kunne jeg godt tænke mig et tage et par overnatninger på La Maddalena.
Om aftenen spiste vi på Ristorante Da Robertino, som er en virkelig lækker fiskerestaurant i Palau.











Dag 4
Efter morgenmaden sagde vi farvel til Katie og Gypsy – og kørte mod Alghero. På vejen gjorde vi stop i smukke Castelsardo, der bestemt er et besøg værd.
Her gik vi en tur i den gamle bydel, besøgte Castello dei Doria og købte en af de mange fine kurve, der produceres lokalt i byen.










Ved ankomst til Alghero stoppede vi ved et supermarked, hvor vi handlede lidt ind. Vi skulle nemlig selv sørge for morgenmad på husbåden.
Vi mødtes med Claudia ved husbåden. Her fik vi parkeringstilladelse, så bilen kunne holde gratis på havnen og vi gennemgik sammen, hvordan husbåden fungerer.
Om aftenen tog vi først 1,5 timers guidet rundtur i den smukke gamle bydel sammen med Antonio fra Alghero Tours – og dernæst spiste vi aftensmad på Al Refettorio.
Jeg havde booket turen på GetYourGuide, hvor vi gav 30 EUR pr. person https://www.getyourguide.com/alghero-l2783/alghero-historic-center-walking-tour-with-a-local-guide-t435117?lang=en&date_from=2024-05-16&_pc=1,2
Det er lidt billigere, hvis du booker direkte på https://www.escursi.com/en/experiences/city-tours-and-traditions/city-tour-historic-center-alghero
Alghero Tours har ret mange spændende ture og oplevelser, som jeg tror, vi skal kigge lidt nærmere på, næste gang vi skal til Sardinien https://www.escursi.com/en/algherotours









Dag 5
Efter at have spist morgenmad kørte vi nordpå til Spiaggia La Pelosa, hvortil jeg to dage forinden havde booket adgang – se mere her: https://rejsebloggen.com/guide-til-sardiniens-strande/
Det er uden tvivl noget af det flotteste vand, vi nogensinde har set – og stranden er da også vældig (!!) populær.
Frokost blev spist på havnen i nærliggende Stintino, inden vi kørte tilbage til Alghero.
Næste gang kunne jeg godt tænke mig at tage på en heldagstur til Asinara. Antonio anbefalede os at booke denne tur https://www.escursi.com/en/experiences/on-wheels/fullday-off-road-tour-asinara-national-park?fp=wl&aid=268







Om aftenen spiste vi aftensmad på Azienda Agrituristica Sa Mandra, der ligger lidt uden for Alghero.
Vi tog en taxa t/r. Pris: 70 EUR. Antonio havde anbefalet Fabrizio Taxi, som jeg bookede via WhatsApp +39 379 201 9971.
Restauranten er 2024 nævnt som Bib Gourmand i Michelinguiden – se: https://guide.michelin.com/en/sardegna/alghero/restaurant/sa-mandra
Deres tasting menu med traditionel Sardinsk mad koster 50 EUR pr. person incl. drikkevarer.
Jeg havde hjemmefra booket bord på: https://www.aziendasamandra.it/en/
Inden maden havde vi mulighed for selv at gå lidt rundt på gården.
Her kunne vi se en videooptagelse om deres udviklingen fra landbrug til agriturismo. Ligesom der er udstillet en imponerende samling af objekter fra den lokale bonde- og håndværkskultur.
Tasting menuen bestod af SÅ meget mad. Vi fik først en masse forskellige ost, kød og grøntsager, dernæst hele to forskellige pastaretter efterfulgt af to hovedretter og afslutningsvis forskellige småkager til dessert.











Dag 6
Afslapning på Lido di Alghero, der ligger kun 10 minutters gang fra husbåden.
Vi havde taget parasol med fra husbåden (båden er virkelig indrettet med ALT, hvad du har brug for).
Bagefter sen frokost og Tour de France på husbåden.
Om aftenen gik vi ind i den gamle bydel til Aperitivo på The Kings efterfulgt af aftensmad på Prosciutteria Sant Miquel. Begge dele kan klart anbefales.





Dag 7
Efter morgenmad og check-ud gik turen mod Suites Voce del Mare på østkysten.
Undervejs stoppede vi i Bosa, hvor vi besøgte den smukke gamle bydel.
Vi kørte først en tur med det lille turisttog (pris: 5 EUR) og bagefter gik vi lidt rundt på egen hånd.











Vi ankom til Voce del Mare sidst på eftermiddagen, hilste på Giada og gik derefter ned for at se stranden.
Foxi Manna stranden ligger kun to minutters gang fra Voce del Mare, hvilket er en af de primære årsager til, at vi har valgt at bo her.
Aftensmaden spiste vi på Da Mariolino, som er en fiskerestaurant, der ligger lidt nede af stranden.
Dag 8
Vi spiste morgenmad (serveres 8-10) og gik derefter en tur til købmanden for at købe vand samt plastkrus og shampoo, som vi manglede på værelset.
Resten af dagen slappede vi af på stranden.
To solsenge og en parasol i første række koster 23 EUR hos Chiosco il Cocodá.
Foxi Manna er nok den strand på Sardinien, vi har synes bedst om.
Der er 3-4 spisesteder på stranden, hvoraf de tre steder udlejer solsenge.
Her er ret roligt og god plads. Det er vist mest lokale og italienske turister, som besøger stranden. Sandet er fint. Vandet er flot klart og så er det nogle grader varmere, end de andre steder vi har badet på Sardinien.
Vi spiste aftensmad Pizzeria La Grotta, der ligger små 10 minutters gang fra Voce del Mare.



Dag 9
Vi kørte tidligt hjemmefra og ankom 45 minutter senere til Arbatax, hvorfra vi havde booket en heldagssejltur (Search for the Seal) i Orosei-bugten med Paolo fra Charter Sardinia https://www.chartersardinia.com/english/home.html
Jeg havde købt turen gennem GetYourGuide, hvor vi gav ca. 180 EUR pr person. Måske er det billigere, hvis man booker direkte hos Paolo.
Inkluderet er lån af snorkeludstyr, vand, sodavand og snacks samt en frokost der bestod af en anretning med antipasti, pasta og vin.
På hjemturen fik vi serveret hjemmebagt kage og Limoncello.
Det var den smukkeste tur og vi havde en skøn dag på vandet.
Vi sejlede nordpå til Cala Biriola, hvor vi vendte om og sejlede retur igen.
På turen kom vi bl.a. forbi Cala Goloritze, Cala dei Gabbiani og Cala Mariolu. Der var mange svømme- og snorkelstop undervejs. Ligesom vi havde mulighed for at blive sejlet ind for at besøge Grotta del Fico (entre: 10 EUR).
Hvis vi skulle vælge mellem vores to sejlture, er det helt klart denne tur, som vi vil gentage. Kyststrækningen er helt fantastisk flot og vandet er varmere, end det var ved La Maddalena-øerne.




















Bagefter kørt vi til Baunei, der er en ret hyggelig lille by. Her blev vi 19:30 hentet af en gammel bus, som kørte os til Ovile Bertarelli, hvor vi skulle spise aftensmad. Turen dertil er først op ad et ret stejlt bjerg og dernæst ned ad en tre km lang og ujævn markvej. Det anbefales derfor, at man booker deres transferservice, som koster blot 5 EUR pr person t/r.
Menu koster kun 40 EUR pr person incl. drikkevarer (cash-only).
Jeg havde hjemmefra booket bord og transfer via WhatsApp +39 388 363 5356.
Inden maden fik vi en rundvisning, der foregik på italiensk. Så vi forstod desværre ikke så meget, men det handlede vist om familierestaurantens historie.
Det meste på Ovile Bertarelli foregår på italiensk. Der er vist ikke rigtig nogen, der taler ret meget engelsk.
Maden var super lækker! Menuen mindede meget om det, vi fik på Sa Mandra. Det var bare lige et hak bedre – især den helstegte pattegris!
Vi fik først en masse forskellige ost, kød og grøntsager, dernæst hele to forskellige pastaretter, helstegt pattegris og afslutningsvis Seada til dessert.
Bagefter blev vi kørt tilbage til Baunei. Herfra havde vi en times kørsel hjem.


















Dag 10
Da vi havde spist morgenmad, gik vi ned på stranden.
Aftensmaden blev spist på Al Molo Da Costantino, der ligger små 10 minutters gang fra Voce del Mare. Det er nok mest en bar, der om aftenen serverer en antipasti-anretning med skinke, ost, oliven m.v.

Dag 11
Efter morgenmaden kørte vi til Cagliari. Det var en køretur på et par timer.
Her havde jeg via Tripadvisor booket to timers Tuk-tuk City Tour med Alberto i hans Ape Calessino – se: https://www.tripadvisor.com/AttractionProductReview-g187879-d20107801-Apelisetta_tuk_tuk_2_hours_tour_of_Cagliari-Sardinia.html
Jeg brugte en rabatkode, hvor vi sparede 5%. Vi gav 58,50 EUR pr. person.
Det ser ud til, at det er billigst, hvis man booker direkte hos Alberto på http://www.apelisettacagliari.com
Den første time var en guidet rundtur i bymidten, hvor vi besøgte byens 4 historiske distrikter. Bagefter kørte vi ud til vandet. Her så vi bl.a. Poetto-stranden, fyrtårnet ved Calamosca samt flamingoerne i Quartese-saltpanderne.


Hvis du mangler et sted at bo i Cagliari, så driver Alberto også Casa Marina Guesthouse Cagliari, der ligger nær havnen http://www.casamarinacagliari.it/
Vi spiste frokost i Cagliari. På hjemturen gjorde vi stop ved Spiaggia di Cristolaxedu, som Alberto havde anbefalet.
Aftensmaden blev igen spist på La Grotta.















Dag 12
Vores sidste stranddag på Foxi Manna blev nydt i fulde drag.
Vi spiste aftensmad på Sa Mola, der ligger 25 minutters gang fra Voce del Mare. Her kostede en halv liter husets rødvin blot 3 EUR.
Som du kan se på billederne, ligger Voce del Mare meget landligt – vi synes, det var helt fantastisk. Andre vil måske finde det ret kedeligt…



Dag 13
Da vi havde spist morgenmad, sagde vi farvel til Giada og kørte mod lufthavnen i Olbia.
Da vi først skulle flyve sent om aftenen, havde vi god tid til at se noget mere af øen – og vi havde derfor planlagt et road trip i bjergene.
Her så vi bl.a. Punta La Mamora, som med sine 1834 meter er Sardiniens højeste punkt. Ligesom vi besøgte vi bjergbyen Orgosolo, der med sine mange og ofte politiske gavlmalerier er på UNESCOS Verdensarvsliste.








Vi spiste frokost i Cala Gonone og besøgte den smukke landsby Posada. Turens sidste stop var (alkoholfri) aperitivo på en strandbar ved Spiaggia Porto Taverna.
5 Tips til Sardinien
- Bestil din lejebil i god tid – det synes at være klart det billigste.
- Bo gerne flere forskellige steder på øen.
- Havvandet er varmere i den sydlige del af Sardinien.
- Tag på en sejltur langs Baunei-kysten.
- Spis på en agriturismo.
Næste gang tror jeg, at vi også skal prøve at bo et par dage på en agriturismo. Hvis du kender et godt sted, så hører jeg meget gerne om det!
Skriv et svar